Parakliniske undersøgelser

Dette indlæg belyser nogle af de mange parakliniske undersøgelser (også kaldt paraklinik) der bruges i klinikken til at indsamle vigtige informationer om patienter. De parakliniske undersøgelser der i dette indlæg beskrives er pulsoximetri, arteriepunktur, blodprøver, urinstix, urindyrkning, spirometri og elektrokardiogram, samt billeddiagnostik, herunder ultralydsskanning, røntgenundersøgelse, CT-scanning og MR-scanning.

Pulsoximetri:
Et pulsoximeter er et non-invasivt måleapparat der sættes på patientens finger og angiver patientens puls og oxygenering ved at måle perifer iltsaturation/iltmætning. Normalområdet for den perifert målte iltmætning er 95-100%. Ved akut syge patienter, hvor man ikke kender patientens normale iltmætning, vil målet for behandling være en iltmætning på over 95%. Man skal være opmærksom på risiko for fejlagtige målinger. Eksempelvis vil en patient der lider af kulmonooxidforgiftning typisk have en ukorrekt høj iltmætning jævnfør pulsoximetret. Derudover kan meget lave værdier på de fleste pulsoximetre være unøjagtige, hvor den absolutte værdi ikke siger lige så meget som faktummet at iltmætningen er alt for lav.
Hvis man har brug for et meget nøjagtigt mål af blodets indhold af oxygen (iltmætningen) og/eller blodets indhold af andre gasser og elementer, skal man tage en arteriepunktur, også kendt som en a-punktur eller a-gas.

Arteriepunktur:
En arteriepunktur er en blodprøve taget fra en arterie (oftest arteria radialis, men arteria brachialis eller arteria femoralis kan også bruges). En relativt hyppig teknisk komplikation man skal være opmærksom på, er fejlagtig udtagelse af venøst blod i stedet for arterielt blod. Det venøse blod vil være mørkere og løbe meget langsommere end det arterielle blod. Hvis man laver en blodgas analyse af venøst blod vil pH være lavere, partialtrykket af kuldioxid (pCO2) højere og partialtrykket af oxygen (pO2) lavere relativt til arterielt blod. Den korrekt udførte arteriepunktur giver information om det arterielle blods indhold af gasser: partialtrykket af oxygen (pO2) og kuldioxid (pCO2) samt hæmoglobinets oxygenmætning (SaO2). Derudover syre-base-status, blodsukkerniveau, elektrolytforhold og hæmoglobinkoncentration. Arteriepunktur bruges både i akutte og kroniske sammenhæng, men eftersom prøvesvaret allerede kan foreligge efter få minutter, har arteriepunktur en særlig plads i akutmedicinen.
I analysen af prøveresultat fra en arteriepunktur starter man med at kigge på pO2, hvor referenceniveauet er 11-14 kPa. Viser prøven at dette er under 10 kPa siges at patienten er hypoksisk. Er dette under 8 kPa siges at patienten er meget hypoksisk og har respirationssvigt. Respirationssvigt inddeles i type 1 og type 2, hvor der ved type 1 ses hypoksi (pO2 < 8 kPa) med normokapni (pCO2 < 6 kPa), mens der ved type 2 ses hypoksi (pO2 < 8 kPa) med hyperkapni (pCO2 > 6 kPa).
Det næste der ses på, er pH-værdien hvis referenceniveau er 7,35-7,45. Under 7,35 er pH acidotisk, over 7,45 er pH alkalotisk. Foruden at sige om pH er acidotisk eller alkalotisk, kan man bruge pCO2 (referenceniveau 4,5-6 kPa) og HCO3- (referenceniveau 22-26 mmol/L) til at sige om årsagen til ændringen i pH er respiratorisk eller metabolisk.
Er pH acidotisk, pCO2 forhøjet og HCO3- normal er der tale om en respiratorisk acidose. Er pH alkalotisk, pCO2 sænket og HCO3- normal er der tale om en respiratorisk alkalose. Derudover, hvis eksempelvis pH er acidotisk, PCO2 forhøjet, men HCO3- også er forhøjet er der tale om en delvist metabolisk kompenseret respiratorisk acidose. Kroppen skruer altså op for det basiske HCO3- i blodet i et forsøg på at bekæmpe det acidotiske miljø, stigningen i pCO2 har forårsaget. I samme eksempel, såfremt pH returnerer til et normalt niveau, mens pCO2 og HCO3- stadigvæk er udenfor referenceniveauerne, er der tale om en fuldt metabolisk kompenseret respiratorisk acidose. Samme principper gælder for metaboliske årsager til pH forandringer. Er pH acidotisk, pCO2 normal og HCO3- sænket er der tale om en metabolisk acidose. Er pH alkalotisk, pCO2 normal og HCO3- forhøjet er der tale om en metabolisk alkalose. Er pH acidotisk, pCO2 sænket og HCO3- sænket er der tale om en delvist respiratorisk kompenseret metabolisk acidose, og er pH normal, pCO2 sænket og HCO3- sænket er der tale om en fuldt respiratorisk kompenseret metabolisk acidose. En tilføjelse til kompensering af respiratoriske og metabolisk acidose og alkalose er at den respiratoriske kompensation kan igangsættes af kroppen og hjælpe meget hurtigt, mens den metabolisk kompensation tager flere dage eftersom nyrerne først skal have signal til at øge eller reducere produktionen af HCO3-, og herefter rent faktisk gøre det. Dermed kan man ved en metabolisk helt eller delvist kompenseret respiratorisk acidose/alkalose vide at problemet formegentlig har stået på i flere dage, mens den respiratoriske helt eller delvist kompenseret metaboliske acidose/alkalose er sværere at sætte en tidshorisont på. Sidst men ikke mindst kan der også være tale om en blandet respiratorisk og metabolisk acidose/alkalose, hvor pCO2 og HCO3- falder udenfor deres referenceniveauer i modsatte retninger.
Nedenstående figur viser opdelingen af respiratorisk/metabolisk acidose/alkalose:
Blodprøver:
I modsætning til arteriepunkturen der tager blod fra en arterie, tages der ved almene blodprøver blod fra en vene, typisk i albuebøjningen i vena mediana cubiti eller vena basilica. Blodprøven kan analyseres og give information om mange forskellige markører i blodet. Derfor er der udarbejdet standard blodprøve pakker der beskriver hvilke markører man bør sørge for at der bliver analyseret på ved forskellige omstændigheder.

Til den indledende diagnostiske udredning af en patient, eksempelvis i en almen praksis eller en akutmodtagelse, tages en blodprøve der analyseres på følgende markører:

  • HgB: hæmoglobin koncentration i blodet målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges især ved mistanke om anæmi eller polyglobuli.
  • MCV: middelcellevolumen af de røde blodlegemer. Bruges til kategorisering af anæmi.
  • MCHC: middelcelle hæmoglobinkoncentration i de røde blodlegemer målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges til kategorisering af anæmi.
  • Leukocytter og differentialtælling (L+D): antallet af leukocytter angivet i milliarder per liter blod. En differentialtælling vil herefter adskille det samlede antal af leukocytter i lymfocytter, granulocytter (neutrofile, basofile og eosinofile) og monocytter. Det totale antal af leukocytter er relevant i de fleste kliniske situationer med uafklaret sygdom og relaterer sig til knoglemarvsfuktion og infektion.
  • Retikulocytter: antal retikulocytter angivet i milliarder per liter blod. Bruges til vurdering af knoglemarvens funktion, ofte i forbindelse med anæmi udredning. Ydermere kontrol af behandling af mangelanæmi med jern, vitamin B12, folinsyre og erytropoietin der vil få antallet af retikulocytter til at stige.
  • Trombocytter: antal trombocytter angivet i milliarder per liter blod. Bruges især ved mistanke om blødningsforstyrrelse eller før invasivt indgreb hvor det er vigtigt at udelukke trombocytopeni som risikofaktor for blødningskomplikationer. Anvendes også ved mistanke om hæmatologiske sygdomme såsom idiopatisk trombocytopenisk purpura og leukæmi.
  • C-reaktivt protein (CRP): koncentration af CRP i blodplasma målt i milligram per liter (mg/L). Bruges ved mistanke om akut inflammatorisk tilstand, herunder infektionssygdomme og især bakterielle infektioner, kronisk infektion eller inflammatorisk sygdom. Derudover monitorering af patienter i behandling for ovenstående eller efter større operationer med immunosuppressiv behandling hvor der er øget risiko for infektioner.
  • Natrium: koncentration af natrium-ioner i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges ved mistanke om forstyrrelser i væske- og elektrolyt-balancen samt ved monitorering af patienter med sådanne forstyrrelser.
  • Kalium: koncentration af kalium-ioner i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges ved mistanke om forstyrrelser i væske- og elektrolyt-balancen samt ved monitorering af patienter med sådanne forstyrrelser. Derudover monitorering af patienter i behandling med farmaka med effekt på kaliumbalancen, eksempelvis diuretika.
  • Kreatinin og estimeret glomerulær filtrationshastighed (eGFR): koncentration af kreatinin i blodplasma målt i mikromol per liter (umol/L). Dette omregnes til estimeret glomerulær filtrationshastighed (eGFR) der angives i milliliter per minut korrigeret til en standardiseret legemsoverflade på 1,73 kvadratmeter (ml/min/1,73m2). Plasma kreatinin og eGFR bruges ved mistanke om nyresygdom, ved forundersøgelse af patienter der skal behandles med lægemidler hvis udskillelse er afhængig af nyrefunktion og til monitorering af patienter med nyresygdom.
  • Calcium (total): samlet koncentration af frit, proteinbundet og komplekseret calcium i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges ved mistanke om forstyrrelse i calcæmiomsætningen som kan skyldes mange forskellige tilstande herunder maligne sygdomme. Derudover ved udredning af patienter med bevidsthedspåvirkning, kramper og andre akutte tilstande, samt monitorering af patienter i væsketerapi og under intensivbehandling.
  • Albumin: koncentration af albumin i blodplasma målt i gram per liter (g/L). Bruges ved mistanke om nyresygdom (akut elle kronisk leversygdom, især cirrose) og tarmsygdomme, ved mistanke om forstyrrelser i vand- og elektrolytstofskiftet, herunder udredning af årsager til ødemer samt ved mistanke om fejlernæring. Derudover ved monitorering af patienter med ovenstående sygdomme samt patienter i intensiv behandling.
  • Glukose: koncentration af glukose i blodplasma målt i millimol per liter (mmol/L). Bruges ved diagnostik og kontrol af diabetes mellitus. Derudover ved undersøgelse for metabolisk syndrom og ved mistanke om hyperglykæmi som ikke skyldes diabetes og hypoglykæmi.
  • Bilirubin (total): samlet koncentration af ukonjugeret bilirubin, konjugeret bilirubin og bilirubin kovalent bundet til albumin i blodplasma målt i mikromol per liter (umol/L). Bruges ved mistanke om leversygdom, galdevejssygdom og hæmolytisk anæmi, og kontrol af patienter med kendte sygdomme. Derudover ved udredning af ikterus. Tolkes sammen med øvrige levermarkører (P-ALAT, P-Albumin, P-Basisk fosfatase, P-GGT og P-PP eller INR), og hæmatologiske markører (B-Retikulocytter, P-Haptoglobin, P-LDH og P-hæmoglobin).
  • Alanin-aminotransferase (ALAT): koncentration af ALAT i blodplasma målt som enheder (units) af dets katalytiske aktivitet per liter (U/L). Bruges ved mistanke om leversygdom eller leverpåvirkning, ved monitorering af patienter under behandling der kan medføre leverpåvirkning samt patienter kendt med leversygdom eller leverpåvirkning.
  • Basisk fosfatase: koncentration af basiske fosfataser i blodplasma målt som enheder (units) af deres totale katalytiske aktivitet per liter (U/L). Bruges ved mistanke om lever- og galdevejssygdomme, eller knoglesygdomme, samt monitorering af patienter med disse sygdomme. Derudover udredning af patienter med uspecifikke symptomer herunder mistanke om cancer.
  • Pankreasspecifik amylase: koncentration af pankreasspecifik amylase i blodplasma målt som eneheder (units) af dets katalytiske aktivitet per liter (U/L). Bruges ved mistanke om pankreassygdom samt monitorering af patienter med kendt akut eller kronisk pankreassygdom. Alternativt kan P-Lipase bruges.
  • Laktat-dehydrogenase (LDH): koncentration af LDH i blodplasma målt som enheder (units) af dets katalytiske aktivitet per liter (U/L). Bruges ved mistanke om hæmolytisk anæmi og kontrol af patienter med hæmolyse. Derudover udredning, prognosticering og kontrol af patienter med lymfom, leukæmi og testiscancer.
  • IgG-A-M: koncentration af det pågældende antistof i blodplasma målt i g/L. Bruges ved gentagene eller hyppige infektioner, kronisk eller ualmindeligt langvarigt forløb af en infektion, dårlig respons på antimikrobiel behandling, infektioner med usædvanlige mikroorganismer og invasive infektioner såsom abscesser, meningitis eller sepsis. Derudover ved mistanke om primær eller sekundær immundefekt, autoimmunsygdom og allergisk sygdom eller lægemiddelallergi, samt ved diagnose og kontrol af lymfoproliferative sygdomme.
  • Thyrotropin (TSH): koncentration af TSH målt i int.enh/L. Bruges ved mistanke om thyroideasygdom, både hypothyreose og hyperthyreose, samt behandling og kontrol af disse.
  • M-komponent: Bruges ved mistanke om sygdom hvor der forekommer, eller kan forekomme, monoklonal gammopati, samt ved kontrol af patienter i behandling for myelomatose eller Waldenstrøms makroglobulinæmi.
  • International Normalized Ratio (INR): måling af koagulationstiden i citratstabiliseret plasma efter tilsætning af vævstromboplastin, koagulationsfaktor V, fibrinogen og calcium-ioner. Resultatet angives i INR enheder. Bruges til monitorering af patienter på peroral antikoagulationsbehandling med vitamin K antagonister. Derudover ved mistanke om leversygdom/vurdering af leverfunktion, levercelleskade og dissemineret intravaskulær koagulation (DIC), samt ved patienter med uforklaret øget blødningstendens.

En god side at læse mere om ovenstående markører og mange flere kan findes her.

Urinstix:
En anden af kroppens væsker, udover blod, der er brugbar i den diagnostiske udredning og monitorering af patienter, er urin. Urin kan både stixes med en urinstix eller dyrkes i et laboratorie. Urinstix benyttes især ved mistanke om urinvejsinfektion, polypper sten eller cancer i nyrer eller urinveje, nyresygdom, diabetes og graviditetskomplikationer såsom præeklampsi. Analyse forløber ved at dyppe stixen i urinen og observere farveskiftet af felterne på stixen. Hvert felt undersøger urinen for noget forskelligt:

  • pH: OBS metabolisk acidose (pH < 5,3). Høj pH (pH>6,0) kan tyde på renal tubulær acidose.
  • Protein: OBS nyre- og urinvejslidelser. Inddeles i prærenale (feber, hjertesvigt, nyrevenetrombose, ortostatisk proteinuri), renale (nyresygdomme) og postrenale lidelser (urinvejsinfektion, blødning i urinvejene).
  • Blod: OBS nyre- og urinvejslidelser (sten, infektion).
  • Glukose: OBS diabetes mellitus. En urinstix der er positiv for glukose bør udløse måling af glukose i blodplasma hvis patienten ikke allerede er kendt med diabetes mellitus.
  • Ketonstoffer: OBS diabetisk ketoacidose, alkoholisk ketoacidose, thyreotoksikose og salicylatforgiftning.
  • Leukocytter: OBS infektioner i nyre- og urinveje (bakterier, svampe, virus, parasitter). Urindyrkning bør overvejes ved forekomst af leukocytter.
  • Nitrit: OBS infektion med nitritproducerende bakterie i nyre- og urinveje. Er urinstix positiv for nitrit bør urindyrkning overvejes for at finde ud af præcis hvilken nitritproducerende bakterie der har udløst infektionen, så den effektivt kan behandles.

Urindyrkning:
Dyrkning af urin gøres oftest ved mistanke om komplicerede urinvejsinfektioner, hvilket er udgjort af patienter med feber, ved mistanke om pyelonefritis, mistanke om strukturelle/funktionelle abnormaliteter i urinvejene, mistanke om hospitalserhvervet urinvejsinfektion, historik af recidiverende urinvejsinfektioner, forekomst af sepsis med ukendt infektionsfokus, børn, mænd og gravide. Urin til dyrkning er oftest midtstråle urin indsamlet af patienten selv, via kateter indsamlet af personale eller med blærepunktur særligt ved helt små børn. Fund af bakterier i urin er ikke ensbetydende med en aktiv urinvejsinfektion. Det diagnostiske kriterie for urinvejsinfektion er fund af bakterier i urin (bakteriuri) samt tilstedeværelsen af typiske symptomer på en urinvejsinfektion. Såfremt der er bakteriuri og symptomer bruges resultatet af urindyrkningen til at behandle med det bedste antibiotika ud fra hvilken bakterie der har udløst infektionen og om denne bakterie er resistent overfor udvalgte antibiotika.

Spirometri:
Spirometri er en lungefunktionsundersøgelse der bruges ved mistanke om lungesygdom, ved udredning af undersøgelse til nedsat lungefunktion, ved monitorering af sygdomsudvikling og ved risikovurdering før kirurgi. Undersøgelsen foregår ved at patienten først indånder så meget luft som muligt, for efterfølgende at udånde så meget og hurtigt som muligt ind i et spirometer. Herved måles:

  • Forceret vital kapacitet (FVC): den volumen luft patienten kan forcere ud af lungerne efter en maksimal indånding. Normalt resultat er over 80% af den forventede normalværdi.
  • Forceret ekspiratorisk volumen over 1 sekund (FEV1): den volumen luft patienten kan forcere ud af lungerne over 1 sekund efter en maksimal indånding. Normalt resultat er over 80% af den forventede normalværdi.

Og udregnes:

  • FEV1/FVC ratio: hvor stor en del FEV1 udgør af FVC, ofte udtrykt i procent (FEV1/FVC*100%). Normalt resultat er over 70% af den forventede normalværdi.

Ovenstående målinger bruges især til at skelne imellem obstruktive og restriktive lungelidelser som årsagen til den nedsatte lungefunktion. Ved obstruktiv lungelidelse (eksempelvis KOL eller astma) vil FEV1 være reduceret markant, mens FVC blot kan være en smule reduceret. FEV1/FVC ratio er dog også markant reduceret. Forklaringen til disse resultater er at en obstruktiv lungelidelse ikke nødvendigvis besværliggøre eller reducerer patientens indånding, men volder problemer for udåndingen. Ved restriktiv lungelidelse (eksempelvis lungefibrose, lungeødem eller skeletale abnormaliteter der begrænser lungernes udvidelse) vil man derimod både se markant reduktion i FEV1 og FVC. Reduktionen i begge disse kan medføre en normal FEV1/FVC ratio. Forklaringen herpå er at en restriktiv lungelidelse begrænser lungernes udvidelse og dermed patientens indånding. Dette reducerer både volumen luft der kan indåndes og udåndes og dermed både FEV1 og FVC. Hvis begge reduceres lige meget, vil ratioen ikke ændre sig og altså forblive normal på trods af nedsat lungefunktion.

Elektrokardiogram (EKG):
Et elektrokardiogram (EKG) er en optagelse af hjertets elektriske signaler, og tages ved blandt andet ved mistanke om hjertesygdom, før og efter hjerteoperation, samt i forbindelse med behandling der påvirker hjertets funktion. For at optage EKGet placeres 10 elektroder på kroppens overflade. Der placeres tre bipolære ekstremitets elektroder: afledning 1 med negativ terminal på højre arm og positiv terminal på venstre arm, afledning 2 med negativ terminal på højre arm og positiv terminal på venstre ben og afledning 3 med negativ terminal på venstre ben og positiv terminal på venstre arm. Derudover placeres seks elektroder på brystkassen kaldet V1, V2, V3, V4, V5 og V6. Hver af disse elektroder er forbundet til den positive terminal på EKG-apparatet, mens den negative terminal er forbundet til højre og venstre arm samt højre ben på samme tid. Det optagede EKG afbilledes på EKG-papir der i x-aksens retning bevæger sig med 25mm/sekund, svarende til at hver millimeter på papiret er 0,04 sekunder forløbet. Hver femte millimeter afmærkes med en tyk streg, der repræsenterer 0,2 sekunder passeret, og hver femte tyk streg repræsenterer således 1 sekund passeret. Y-aksen er målt i volt, hvor hver millimeter er 0,1 millivolt (mV). Selve stregen der tegnes på EKG-papiret, er deflektioner i spændingen genereret af hjertet, og indeholder flere bestemte karakteristika. Ved et normalt EKG er et hjerteslag først udgjort af P-takken, der repræsenterer depolarisering og kontraktion af atrierne, som følge af sinusknudens depolarisering. Herefter er der sædvanligvis en kort pause hvor stregen på EKGet bliver flad, som følge af depolariseringsbølgens korte pause i atrioventrikulærknuden (AV-knuden). Herefter fortsætter depolariseringsbølgen ned i ventriklerne, hvilket medfører depolarisering og kontraktion af ventriklerne. Dette afbilledes på EKG-papiret som QRS-komplekset, der er udgjort af en Q-tak, en R-tak og en S-tak. Tiden der går fra initiering af atrierne depolarisering (starten af P-takken), til initiering af ventriklernes depolarisering (starten af R-takken, eller Q-takken hvis den er til stede), kaldes for PR-intervallet. Efter QRS-komplekset vil depolariseringsbølgen i hjertet nå sin ende og efter en kort affladning på EKG-papiret vil repolariseringsbølgen i hjertet initieres og afbilledes som T-takken. Efter T-takken kan der nogle gange ses en U-tak der repræsentere senpolarisering. Tiden fra slutningen af QRS-komplekset til starten af T-takken kaldes for ST-segmentet, mens tiden fra slutningen af QRS-komplekset til slutningen af T-takken kaldes for ST-intervallet. Nedenstående ses nogle af normalværdierne for de forskellige dele af EKGet:

  • P-tak: <=0,12 sekunder
  • PR-interval/PQ-interval: 0,12-0,20 sekunder
  • QRS-kompleks: <=0,12 sekunder

I nedenstående ses nogle af de vigtige karakteristika af et EKG illustreret:

Ultralydsskanning:
Ultralydsskanning er en billeddiagnostisk undersøgelse, der benytter sig af ultralydsbølger til at danne billeder af strukturer inde i patientens krop. Rent teknisk foregår dette ved at ultralydsbølger udsendes fra en håndholdt transducer (der puttes gel på hudoverfladen så bølgerne effektivt kan transmitteres), hvorefter disse bølger reflekteres forskelligt at forskellige væv i kroppen, og slutteligt opfanges af selvsamme transducer igen. De opfangede reflekterede ultralydsbølger transformeres så til billeder i realtid, hvilket er en af de helt store fordele ved ultralydsskanning, eftersom man kan undersøge en patient uden nogen ventetid på svar. Derudover er der ingen kendte betydelige risiko ved ultralydsskanning. Der er derfor mange indikationer for ultralydsskanning, blandt andet; monitorering af graviditet, undersøgelse af abdominale organer, diagnosticering af sygdom såsom galdeblæresygdom, undersøgelse af knude i brystet, undersøgelse af led, guide af nål ind i blodkar eller væv og mange flere. Billederne der produceres under ultralydsskanningen, er udgjort af farver fra sort til hvid, afhængig af hvor lidt eller hvor meget af ultralydsbølgerne der reflekteres. Mængden af ultralydsbølger der reflekteres, afhænger som sagt af hvilket væv disse gennemgår:

  • Knogle, fedt og sten (såsom galdesten) medfører stor refleksion af ultralydsbølger, og disse strukturer vil således afbilledes lyse/hvide.
  • Brusk og muskel reflekterer meget få ultralydsbølger og fremstår mørke.
  • Væske og væskefyldte strukturer reflekterer ingen ultralydsbølger og fremstår helt sorte.
Derudover kan man også komme ud for ”skygger” på billedet. Disse opstår når områder/strukturer, der reflekterer mange ultralydsbølger, såsom knogle, ligger ovenpå områder/strukturer, der reflekterer få ultralydsbølger, såsom muskel. Nedenstående ses et eksempel på et billede produceret af ultralydsskanning - bemærk den store variation i farverne i forskellige områder/strukturer:

Røntgenundersøgelse:
En røntgenundersøgelse er meget hurtig, og non-invasiv ligesom ultralydsskanning, og producerer billeder af kroppens indre strukturer, primært knoglerne. Andre strukturer såsom bløddele kan dog også afbilledes i højere grad ved brug af kontraststoffer såsom jod- og bariumholdige kontraststoffer. Til at udføre røntgenundersøgelsen bruges et røntgenapparat, der sender røntgenstråler igennem patientens krop. Disse røntgenstråler absorberes i forskellige mængder af forskellige væv, afhængig af dette vævs densitet:

  • Knogle og metal afbilledes som hvide på røntgenbilledet grundet deres høje densitet
  • Fedt- og muskelvæv afbilledes grålige grundet deres relativt mindre densitet
  • Luft i lungerne afbilledes helt sorte grundet deres relativt meget mindre densitet

En røntgenundersøgelse er indikeret ved mange omstændigheder, blandt andet ved; frakturer, infektioner, artritis, osteoporose, knoglekræft og forstørret hjerte. Man skal dog også være påpasselig med at ordinere røntgenundersøgelser til højre og venstre grundet brugen af røntgenstråler, eftersom dette øger risikoen for at udvikle kræft senere i livet. Hertil skal det dog nævnes at eksponeringen overfor røntgenstråler ved en enkelt eller få røntgenundersøgelser er meget lav og at fordelene ved undersøgelsen i de fleste tilfælde klart opvejer risikoen for ulemper. Undtagelser kan være gravide hvor røntgenundersøgelser frarådes til fordel for det ufødte barns helbred, medmindre der er tale om nødsituation. Nedenstående ses et eksempel på afbildningen af en røntgenundersøgelse af overkroppen (kaldes også blot røntgen thorax):

CT-scanning:
En CT-scanning udnytter, ligesom en simpel røntgenundersøgelse, røntgenstråler til at afbillede en patients indre områder og strukturer. Den kan foretages uden brug af kontraststoffer, hvor knogler afbilledes bedst, og med brug af kontraststoffer hvor også bløddele afbilledes godt. Der tages en serie af røntgenbilleder, fra forskellige vinkler af patienten, der sættes sammen af software og danner tværsnitsbilleder af patienten. Disse tværsnitsbilleder er mere detaljerede end en simpel røntgenundersøgelse, eftersom de tilsammen danner en tredimensionel model af patientens indre områder og strukturer frem for et enkelt todimensionelt billede. Områderne og strukturerne der afbilledes vil have forskellige farver varierende fra hvid til nuancer af grå til sort afhængig af densiteten af det pågældende væv:

  • Knogle afbilledes som hvide grundet høj densitet
  • Fedt- og muskelvæv afbilledes grålige grundet deres relativt mindre densitet
  • Luft og de fleste væsker afbilledes sorte grundet deres relativt meget mindre densitet

Der er mange indikationer for brugen af CT-scanning, blandt andet; diagnosticering af lidelser i muskel og knogle, identificering af tumorer, guidning under operation, detektion af indre blødninger, akut traume og mange flere. Selvom fordelene ved en CT-scanning i de fleste tilfælde klart opvejer risikoen, skal man ligesom ved en simpel røntgenundersøgelse også tænke på den eksponering overfor røntgenstråler en patient vil gennemgå under proceduren. Ved en CT-scanning er denne eksponering væsentligt større end en simpel røntgenundersøgelse, og hyppig og/eller unødvendigt brugt frarådes derfor. Derudover frarådes gravide og børn at blive CT-scannet medmindre det er en nødvendighed. Nedenfor ses et eksempel på resultatet af en CT-scanning:

MR-scanning:
MR-scanning producerer, ligesom CT-scanning, en tredimensionel model af patientens scannede område. For at danne denne tredimensionelle model bruges der derimod magnetfelter i stedet for røntgenstråling. Disse magnetfelter påvirker protonerne i patients krop således at de retter sig i samme retning jævnfør påvirkningen af magnetfelterne. Herefter sendes radiobølger af flere omgange igennem området der scannes, hvilket slår protonerne ud af deres ensretning magnetfelterne har forårsaget. Som udsendelsen af radiobølgerne stoppes, vil protonerne på ny rette sig efter magnetfelterne, og samtidig udsende energi der kan detekteres og bruges til at danne en tredimensionelle model. Dette er muligt eftersom energien udsendt af protonerne kan bruges til at beregne lokation af den pågældende proton, samt hvilket væv denne proton befinder sig i (protoner i forskelligt væv retter sig efter magnetfelter med forskellig hastighed, og frigiver således forskellige mængder energi). Man kan give en patient kontraststof der påvirker hastigheden hvormed protonerne retter sig efter magnetfelterne, hvilket giver en lysere afbildning. Farverne på afbildningen af MR-scanningen varierer dog også med hvilken metode der benyttes. Der er mange forskellige metoder men to meget brugte er T1 og T2 vægtet afbildning, hvor T2 vægtet afbildning generelt er den mest anvendte. Forskellen på T1 og T2 er timingen hvormed radiobølgerne under MR-scanningen udsendes og stoppes. Ved T1 vægtet afbildning vil man se ét væv lysest: fedt. Ved T2 vægtet afbildning vil man se to væv lysest: fedt og vand. I nedenstående er forskellen på MR-scanningens afbildning med de to metoder illustreret (tekst fortsætter under billedet):

MR-scanning er for de fleste patienter uden nogen risiko eftersom der bruges magnetfelter, og ikke røntgenstråling som ved CT-scanning. Ydermere, i modsætning til CT-scanning, er MR-scanning særligt god til både at afbillede knogler, men også kroppens bløddele såsom hjernen, rygmarven, nerver, muskler, ligamenter og led. På grund af brugen af magnetfelter skal man skal dog være særligt opmærksom på genstande i scanningsrummet der kan påvirkes af disse. Magneterne der bruges til MR-scanning, er så kraftige at en glemt kørestol i hjørnet af rummet, kan blive kastet igennem luften direkte mod magneterne og patienten. Derudover bør patienter med implantater, der kan påvirkes af magnetfelter, ikke blive MR-scannet. Dette er blandt andet patienter med pacemakere, loop recorder, deep brain stimulators og kapsler fra kapselendoskopi. Ydermere anbefales det ikke gravide i første trimester at blive MR-scannet med brug af kontraststoffer, grundet risiko for at disse kontraststoffer går over i den føtale blodbane og påvirker det ufødte barn. Når alle ovenstående forholdsregler er taget, kan man være fristet til at spørge hvorfor man således ikke altid vælger MR-scanning frem for CT-scanning. Hertil er svaret hovedsageligt at MR-scanning både tager længere tid og koster flere penge end CT-scanning.

 

Referenceliste:

Guyton and Hall - Textbook of Medical Physiology af John E. Hall og Arthur C. Guyton, 13. udgave, 2016

Basisbog i Medicin & Kirurgi af Torben V. Schroeder, Svend Schulze, Jannik Hilsted og Liv Gøtzsche, 6. udgave, 2018

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/undersoegelser-og-proever/kliniske-procedurer/hjertekar/arteriepunktur/

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/akut-og-foerstehjaelp/tilstande-og-sygdomme/syrebase-forstyrrelser/metabolisk-acidose/

https://www.lungemedicin.dk/fagligt/38-arteriepunktur-rev.html

https://geekymedics.com/abg-interpretation/

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/klinikpersonale/procedure/blodproevetagning-procedure-i-almen-praksis/

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/sjaelland/almen-praksis/patientforloeb/kraeftpakker/diagnostisk-pakke/

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/undersoegelser-og-proever/klinisk-biokemi/blodproever/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/nyrer-og-urinveje/illustrationer/foto/urinstix/

http://lmv.regionsjaelland.dk/dokument.asp?DokID=231442

https://pri.rn.dk/Sider/16648.aspx#a_Toc205172614

https://aalborguh.rn.dk/~/media/A4D6FD4E44B941A6BD01F8BC3B6A765E.ashx

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/lunger/undersoegelser/lungefunktionsmaaling/

https://geekymedics.com/spirometry-interpretation/

http://dok.regionsjaelland.dk/view.aspx?DokID=510895

https://pri.rn.dk/Sider/19656.aspx

150 Practice ECGs - Interpretation and Review af George J. Taylor, 3. udgave, 2006

https://geekymedics.com/a-beginners-guide-to-ultrasound/

https://www.mayoclinic.org/tests-procedures/ultrasound/about/pac-20395177

https://www.fda.gov/radiation-emitting-products/medical-imaging/ultrasound-imaging

https://pro.medicin.dk/Laegemiddelgrupper/Grupper/303000

https://www.mayoclinic.org/tests-procedures/x-ray/about/pac-20395303

https://www.betterhealth.vic.gov.au/health/conditionsandtreatments/x-ray-examinations

https://www.nhs.uk/conditions/x-ray/

https://www.mayoclinic.org/tests-procedures/ct-scan/about/pac-20393675

https://www.nhs.uk/conditions/ct-scan/

https://www.nibib.nih.gov/science-education/science-topics/computed-tomography-ct

https://www.asnr.org/patientinfo/procedures/ct.shtml

https://www.nhs.uk/conditions/mri-scan/

https://geekymedics.com/the-basics-of-mri-interpretation/

https://www.nibib.nih.gov/science-education/science-topics/magnetic-resonance-imaging-mri

https://case.edu/med/neurology/NR/MRI%20Basics.htm